tirsdag den 30. juli 2013

Black Hills

Så er vi igennem Yellowstone, som vi er meget betagede af. I sær variationen i naturen med gejsere, bassiner, bjerge, dyreliv og vandfald har været en rigtig stor oplevelse.
Vores sidste aften i området udenfor Yellowstone blev tilbragt til et vaskeægte amerikansk rodeo. Ret sjovt at opleve, hvor meget det stadig fylder i denne del af USA. Ikke kun til ære for turisterne, for vi har også set landmænd komme ridende med lasso for at drive kvæg sammen, så det fungerer altså endnu.

Vi er nu nået til Custer Statepark, som igen er en helt anden type natur. Totalt "Det lille hus på prærien", med bakker og masser af blomster; meget dejligt område. Vi har også oplevet de fire præsidenter ved Mount Rushmore. Meget imponerende! Men mindst lige så imponerende er
indianernes modsvar til Mount Rushmore, Crazy Horse som endnu, efter 50 års arbejde langt fra er færdigt endnu. Planen er, at hele monumentet skal blive 160 meter højt, og 195 meter højt. Men det tager jo noget tid, når alt skal hugges ind i bjerget.
Den billedkunster, der startede arbejdet, nåede at arbejde på det i 40 år. Da han døde var de ikke i nærheden af at være færdige med ansigtet. Hans kone og 10 (!!) børn arbejde videre på monumentet, som udelukkende er finansieret af private og sponsorere. De har sagt nej til 10. mio dollars for ikke at være afhængige af offentlig støtte. Crazy Horse var iøvrigt den høvding, der vandt slaget ved Little Big Horn. Et af de få slag, som indianerne vandt.
Han er derfor en stor helt blandt indianerne, og det var derfor, han blev den der skulle foreviges i klipperne.

I morgen venter en længere køretur mod Rocky Mountains National Park. Og så varer det ikke længe, inden turen går mod Danmark igen. Vi glæder os til at komme hjem igen:-)

Se billeder fra turen her...

fredag den 26. juli 2013

Yellowstone

Så er vi nået turens anden del. Forstået på den måde, at nu er Lasse sendt retur til Danmark til kæreste og venner, og morfar er stødt til, så nu er camperen afleveret, og vi cruiser nu rundt i en stor fed amerikaner-sag! Inden Lasse tog hjem, nåede vi et par dage sammen alle 6, hvor vi bl.a. var til baseballkamp. En rigtig stor oplevelse for os alle sammen. God stemning og masser af indslag mellem runderne. Rigtig amerikansk!
Vores næste stop efter Lasse fløj hjem var Yellowstone. Havde ikke de store forventninger. Havde en forestilling om et koldt og goldt månelandskab, men må da godt nok sige, at jeg blev positivt overrasket. Her minder faktisk en del om Yosemite med masser af fyrretræer, blomster, bjerge, floder, vandfald og dyr (i dag så vi pelikaner og bisoner – har dog stadig vores første bjørn til gode). Hertil gejsere og flotte bassiner og kløfter. Selv vejret har været helt perfekt – og ikke spor islandsk, som vi havde frygtet.
I dag har vi taget den første halvdel af parken, og i morgen nupper vi resten, inden vi skal til rodeo i morgen aften.

Vi hygger os med morfar. Dejligt at have ham med til alle vores oplevelser. Vi savner dig, Lasse – du skal helt sikkert med en anden gang og opleve Yellowstone; du vil elske det !!
Se billeder fra turen her

lørdag den 20. juli 2013

Zion - Monument Valley - Arches

Så er fødselsdage og Vegas veloverstået, og vi har vendt næsen mod nationalparkerne, som ikke er så hektiske. og nok mere er os :0)

Vi er vendt tilbage til Zion, som vi synes, er noget helt specielt.
Vi nød parken, hvor vi fik vandret og slappet af.




Efter Zion kørte vi til Monument Valley. Monument Valley er et område, som er brugt i adskillige film. Mange af John Waynes film er filmet der, og klippeformationer er opkaldt efter instruktører. For nyligt er filmen "The Lone Ranger" filmet der. Vi har set en masse skøn natur på vores ture som har imponeret os, og det blev vi bestemt også her . Vi tog en guidet tur ned i dalen, og fik både hørt om de forskellige film, der er filmet i dalen, men også historik om Navajo indianere. Vi var også i en indianer "hytte", som stadig bliver bygget efter samme principper som i gamle dage. Flere Navajo indianer bor stadig i dem.

Fra Monument Valley gik turen til Moab, som er en lille fantastisk by, hvor vi skulle besøge Arches nationalpark. Vi overnattede midt inde i parken. Alt det man normalt skal køre til, kunne vi blot opleve ved at kigge omkring os. Det var meget varmt, så vi valgte at prioritere hvilke Arches, vi ville vandre til, og valgte Landscape Arch. Denne Arch forventes inden for en kort årrække at falde sammen, da den er så skrøbelig på nuværende tidspunkt. I Moab skulle vi også river rafte. Det havde vi alle glædet os til, og det levede bestemt op til forventningerne. Der var ikke så meget vand i floden, så det var ikke så voldsomt, som sidst vi prøvede. Men vi havde en helt fantastisk dag, hvor vi tilbragte halvdelen af tiden i båden, og den anden i floden.

I morgen skal vi køre af en meget rost vej mod Grand Junction, hvorefter turen går igennem skisports områderne Vail og Aspen, inden vi ankommer til Denver.
I Denver skal vi sige farvel til Lasse og hej til Harald. Inden da skal vi alle 6 til en baseball kamp, som vi er meget spændt på at opleve. Vi er ikke 100% skarpe på reglerne, men det er lige så meget stemningen, vi ser frem til.

Link til billeder her.

torsdag den 11. juli 2013

Californien

Så er turen skudt i gang, og vi er nu nået til et sted, hvor der også er lidt stabilt net, så vi kan få opdateret lidt på vores blog.

Turen herover gik rigtig fint! Dejligt ikke at skulle mellemlande, men kunne sætte sig i flyet, og stige ud 11 timer efter med amerikansk jord under fødderne.
Vi brugte de første dage i området omkring San Francisco. Ikke i selve byen,  da vi havde en del dage der sidst, vi var af sted. Så denne gang var vi i Napa området, inden vi kørte mod Yosemite til et dejligt gensyn.

Det ER altså en fantastisk nationalpark, der byder på alt det bedste; bjerge, vandfald, floder, smukt vejr og i vores tilfælde også godt selskab;-). Det er dejligt at have alle tre unger samlet igen. Og selv om Lasse savner efterskole, venner og kæreste - MEGET, så bilder vi os ind, at han faktisk også synes, det er helt okay at være sammen med os. Han er kun med på den første del af turen. Rejser hjem, når vi rammer Denver, men inden da er der masser af gode oplevelser i vente.

I morgen fejrer vi Maries 15-års fødselsdag -i Las Vegas, selvfølgelig! Malthe blev 10 år i lørdags, så med i bagagen havde vi selvfølgelig også en masse gaver til de to fødselsdagsbørn.
Håber, I alle nyder sommeren i Danmark.

Vi vedhæfter lidt billeder, så I kan følge os lidt på vejen:-)

Se billederne her.